Nekrolog for Årets App Partner: 

En af innovationsteknologiens fightere er gået bort

Kære Årets App Partner Award,

 Det er med stor vemod, at vi må konstatere, at du ikke længere er iblandt os. Vi har haft stor glæde af hinanden og mange gode år sammen – hele tre er det blevet til. Tre år i træk blev du vores, og, som enhver sportsentusiast vil vide, betyder det, at du for altid er vores. Dit hædersbevis troner da også stolt på vores kaminhylde.

 Historien slutter dog ikke med dig. Din storebror Årets Digitale Partner Award står klar til at løfte arven efter dig. Og vi står klar til at tage hans hædersbevis med hjem til vores kaminhylde. Vi står ikke bare klar. Vi er allerede nomineret til prisen som Årets Digitale Partner – ikke bare i én men i hele to kategorier: Transforming Products og Operation Optimization.

 Vi har knoklet og er nået i mål med en række succeser, der har gjort os fortjent til disse nomineringer. Nu kan vi ikke gøre mere. Vi er nødt til at vente på dommernes afgørelse. Men vi kan godt afsløre, at vi er stolte over fortsat at være i det bedste selskab. Vi havde vores tid sammen os to – og vi er kommet videre hver for sig.

 Når aftenen oprinder og champagnepropperne er sprunget, vil vi naturligvis også drikke din skål, kære Årets App Partner. Du har betydet meget for os, og vi kommer til at savne dig.

Æret være dit minde!